discotango.dk

HC troede engang at han aldrig ville finde flyvning trælsomt, men nu hader han bare lufthavne og den formodentlig 11. september-relaterede terrorforskrækkelse og analfikserethed hvormed udlandsflyvninger rituelt indledes.

Da han i 2007 ville medbringe teltstænger i håndbagagen for ikke at skulle betale overvægt fik han besked på at de var et slagvåben og måtte tjekkes ind. Han fik dog lov at beholde sine mellemsvære bjergstøvler, sin højre arm og andre slagvåben. Fik også lov at betale overvægtsafgift.

På tilfældig storbyferie hvor han medbragte sin hverdags-skuldertaske måtte han vinke farvel til sin neglesaks (som han havde overset da han tjekkede tasken for mordvåben). Han fik efter nogen debat dog lov at beholde sin stemmegaffel, selvom den jo ville kunne jage begge øjne ud på kaptajnen på én gang. Især på en kaptajn med umådeligt tætsiddende øjne. Han følte sig heldig over ikke at have forklaret folkene hvordan en stemmegaffel virker. Sætninger a la “den frembringer en konstant tone hvis man sætter den i svingninger” ville sandsynligvis mønstre et dusin væbnede sikkerhedsfolk på under 30 sekunder.

HC er gået foran resten af den syv mand store gruppe der sammen skal på skiferie, og står således alene i kø til security. Han plejer demonstrativt at spilde alles tid ved at tømme sine lommers indhold ud i en bakke, men har faktisk i dag taget bukselommernes indhold op i en jakkelomme. Han har husket at pakke sine væskebeholdere (som alle er på under 100 ml) i en forseglbar plasticpose med et rummål på maksimalt en liter. Han har taget sit bælte af. Han er totalt konform, behagesyg og hygger sig faktisk med at spille med på deres latterlige spil.

Tasken kører igennem apparatet. Securitymanden udbryder brysk: “Er der en computer i tasken? … Den skal jo (!) tages ud. Posen med væsker skal også lægges i en bakke for sig”. Oh well, godt ord igen. Skulle have kigget på instruktionsvideoen mens han ventede… Computer op i bakke for sig. Pose med væsker i en bakke for sig. Tasken køres atter igennem apparatet.

“Er det Deres taske?”

Hvad nu? Skal man have sin taske dissikeret som straf for ikke at have husket det med computeren? Securitymanden går målrettet efter det lille rum ind mod ryggen - and horror strikes! Flot, HC! Glidecreme er også en væske.

Og det er jo ikke bare de gratis, små kommunale portionspakker eller apotekets anonymt udseende. Nænej, det hedder noget i retning af “ANALyze me”. Og tuben er i øvrigt ikke blevet sprittet af, så den er lidt fedtet. Securitymanden ser mellemsvært misbilligende ud, men lader efter nogen tid HC pakke sine ting sammen og gå - storrødmende.

På turen hjem har han pakket anderledes klogt. Dels, naturligvis, belært af udturens hændelser og dels grundet det faktum at pakningen er foregået mindre over hals og hoved. Alle (!) væsker er lagt i indtjekningsbagagen og generelt er håndbagagen holdt på et absolut minimum.

Monkey class-indtjekningen i Grenoble-Isère foregår væsentligt mindre automatisk end i CPH: En ung fyr med overbid og en alt for stor jakke slæber bagagen fra indtjek-skrankerne og over på et bånd længere tilbage i lokalet.

Al bagage for hele gruppen tjekkes ind på én gang, men pludselig standser al aktivitet bag de fire skranker.

“HC, din bagage er taget ud til tjek!”

Han krydser tre køer med nysgerrige blikke for at komme ind til en dame ved det bagagetjeknings-apparat, som det viser sig at overbidet lægger folks bagage ind i. I 250 personers påsyn skiller han sin bagage ad. Damen synes at vide hvad hun leder efter og fremdrager med nogen triumf i blikket … en dåse hårlak.

Come on! Kan man for fanden ikke få lov at have sin fesne livsstil i fred?! Ganske vist er hårlakken i industristørrelse, men den er dog en trykluftsbeholder præcis som alle de andre hundredetusindvis af trykluftsbeholdere der kører gennem den maskine hver dag.

Nå, i det mindste er de fleste hårprodukter deklareret på fransk, så damen stiller sig tilfreds, lægger den tilbage, og hjælper endda med at få tasken lukket igen.

…

Hans irritation over lufthavne og den analfikserethed hvormed udlandsflyvninger rituelt indledes er ikke blevet mindre. Men nu er det krig! Håndbagagen pakkes fremover med regnbueflag, dildoer og Crisco. Bring it on, bitches! I’ll give you analfikseret!

Det går hurtigt nu… Først sad jeg som menigt medlem af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiskes Landsledelse i ni måneder. Dernæst blev jeg valgt til formand for Landsforeningen. Og kun to måneder efter er jeg nu igen på vej op af rangstigen. I dagbladet Schaffhauser Nachrichten kan man således læse følgende:

Nun wird mit Sigurdardóttir erstmals weltweit eine bekennend homosexuelle Frau zur Regierungschefin. «Das hat einen enormen Symbolwert. Sie kann ein Vorbild für alle Männer und Frauen werden, die es schwer haben, offen über ihre Homosexualität zu reden sein», kommentierte etwa HC Seidelin vom isländischen Homosexuellenverband.

Jeg er måske faktisk målløs omend jeg sikkert ikke burde være det. Citatet er oversat ret direkte fra en artikel i Politiken. Det er ret dårlig research. Men sjovt… Og hvor er stalkerværktøjet pipl.com fantastisk! (tak, Niels) Man kunne fx glemme at man har svaret på en blogpost med titlen “Don’t you dare tell me ‘happy holidays’, you atheist swine“.

Gratisavisen 24 Timer har i dagens udgave en fin artikel om lesbiske kvinders manglende mulighed til at blive insemineret i offentligt regi med sæd fra en såkaldt åben donor, altså en person som kvinden selv har valgt.

Artiklen fokuserer måske lidt ensidigt på det problem at en bøsse ikke kan levere sæden, mens problemet i sin essens er, at loven kræver at den biologiske mor og den åbne donor er i parforhold.

LBL’s talsperson, den alvidende Søren Laursen, siger kloge ting

“Det er et enormt vigtigt valg at træffe, om et barn skal kende begge sine biologiske forældre. Det valg bør forældrene selv, og ikke politikerne, træffe.”

mens DF’s familieordfører René Christensen er forarget (!):

“Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor en homoseksuel vil have børn, hvis han ikke har lyst til at have sex med en kvinde eller at bo sammen med hende. Det er helt forrykt.”

Anette fra kontoret konstaterede blot, at René Christensens største problem tilsyneladende er at forstå konceptet “lesbisk”; “de lesbiske kvinder jeg kender vil hellere end gerne have sex med en kvinde og bo sammen med hende”. Fnis.

Undertastede er i vælten som historiens “menneskelige vinkel”. Og for engangs skyld har journalisten formået at koble mit personlige engagement med mit professionelle; først hvordan problemstillingen berører mig som person og dernæst et LBL-relateret appendix.

Og mit navn er stavet som jeg gerne vil have det. Uden at jeg måtte bede om det. Min sjæl, hvad vil du mer´?

som den blev optaget i Radio Rosas studie i Valby i dag.

“2009.

Det lyder ikke som noget særligt. Hvad adskiller egentlig 2009 fra den endeløse række af nye år vi alle har oplevet? Det synes allerede at være en menneskealder siden at verden var i panik over, om computere ville kunne håndtere det nærmest magiske, mytiske skift fra at skrive noget der startede med 1 til noget der startede med 2. Om mennesker ville kunne håndtere det.
Det er ikke en overdrivelse at sige at glansen er gået af Sankt Gertrud hvad årstal-skift angår. Bevares, vi hopper ned af stole og falder vildtfremmede mennesker om halsen. Men vi er i den grad forvænte med at ting har et hurtigt, hektisk liv for derefter at gå fuldstændig i glemmebogen.

Også med hensyn til de ting der rent faktisk betyder noget, kan det knibe med at mobilisere interessen.

Som den obligatoriske seksuelle minoritet - som ethvert kontor tilsyneladende bør have én af - måtte jeg for et par uger siden svare på hundredvis af spørgsmål, da Folketinget kort før jul førstebehandlede et lovforslag om ligestilling af hetero- og homoseksuelle par i adoptionssager.
Det slog mig i hvor høj grad vi – både de af os som lovforslaget vil gøre noget både principielt og konkret for, og alle andre – på den ene side er helt oppe på barrikaderne fordi “det er da også totalt urimeligt og skævvridende og uanstændigt”, og på den anden side egentlig er forholdsvis ligeglade med den behandling der bliver nogle borgere til del - både i det daglige og i lovgivningen i Danmark.

“Må homoseksuelle par ikke adoptere? Nå, Gud, det anede jeg ikke.”
“Kan lesbiske med-mødre ikke få barselsorlov? – det er da egentlig mærkeligt.”

… og så tavshed. Og ikke mere. Vi har det jo meget godt, de fleste af os. Ikke bare hvad angår familieforøgelse, men på alle områder.

Og det er et gyldigt argument. At mene at vi ikke ønsker at gøre LGBT’ere – altså Lesbiske, Bøsser, Biseksuelle, Transpersoner og andet godtfolk – til et “socialt tilfælde”, som samfundet skal understøtte med overførselsindkomster, sær-ordninger og hvad deraf kan følge af social marginalisering og negativ opmærksomhed, som de færreste af os har brug for.

En eller anden har på et tidspunkt sagt noget i retning af, at som homoseksuel springer du en lille smule ud hver dag. Hos lægen, i banken, i kantinen, i bussen. Og de fleste af os kæmper netop den modsatte kamp af at være noget særligt, nemlig kampen for at få lov til at være almindelig. Ikke at være “hende den lesbiske”, men at være “hende med brillerne på 4 sal”. Ikke at være “ham der er en pige” men “hende der er vildt dygtig til at få e-mailen til at virke når den gør det dér…”. Hvorfor ønsker vi at henlede opmærksomheden på os selv som noget særligt ved at kræve ændrede regler? Lige adgang til ting? Lige stilling? Ligestilling?

Vi gør det, fordi det starter et sted. Hvis det starter nedefra med accept og ligebehandling i hverdagen, så skal nogen sørge for at det også bliver afspejlet i lovgivningen. Hvis det starter med lovgivning, så skal nogen sørge for at det også bliver udbredt i praksis, i hverdagen. Om ligebehandlingen og accepten siver opad eller nedad, så er der nogen der skal skubbe på processen, råbe folk op, oplyse, tage diskussionen på et seriøst og ikke-skingert niveau. Det er Landsforeningen for Bøsser og Lesbiskes pligt. Det er alles pligt, men særligt er det LBL’s pligt at starte. At hjælpe til at bryde så meget af muren ned, at andre føler at de kan medvirke til arbejdet.

Vi gør det fordi LGBT-rettigheder er menneskerettigheder. Vi er ikke alene i en verden der er imod os. Vi er én gruppe blandt mange der oplever diskrimination.

Og vi gør det fordi brede skuldre nu engang kan bære væsentligt mere end de smalle. Vi er mange der er heldige at leve et liv, hvor vi møder bred accept, forståelse, venlighed og imødekommenhed. Det skal vi huske at se som et privilegium. Og hvis Spiderman nogensinde har lært os noget, så er det, at med store privilegier følger et stort ansvar.

Jeg mener personligt at for os der har muligheden, er det vores ansvar at springe ud for så mange mennesker som overhovedet muligt, så enhver kan se hvor fantastisk almindelige og forskellige vi er – lige som alle andre. Går på arbejde, laver mad, samler på frimærker, besøger familien, bliver forelsket, synger i kor, henter børn. Ville ønske at vi dyrkede mere motion og spiste flere grøntsager.

Jo mere almindelige vi insisterer på at være, desto mere springer det i øjnene at fordomme, diskrimination, hatecrimes og alle de områder hvor man burde tænke “det kan vi da umuligt være bekendt” også bliver områder hvor vi – alle sammen, på alle nivauer – også gør noget ved problemerne.
Men den normalisering sker ikke ved at gå i ét med tapetet. Den sker ved at vi utrætteligt gør opmærksom på problemerne, taler om dem, sparker opad i systemet. At vi går med til Prideparaden, bare for at vise hvor almindelige vi er. Og svarer på kollegers, familiemedlemmers, politikeres og alle andres spørgsmål, tålmodigt og sagligt.

LBL er involveret i en såkaldt levevilkårsundersøgelse, der skal afdække hvordan sådan nogen som os rent faktisk har det - med spørgsmål om sundhed, seksualitet, kønsidentitet, accept i samfundet, sociale relationer og så videre. LBL har sammen med World Outgames, Center for alternativ samfundsanalyse, også kaldet CASA, og flere andre interessenter og økonomiske støtter kæmpet for, at denne forskningsorienterede undersøgelse kan blive gennemført, så vi med endnu tungere vægt kan fortsætte det arbejde LBL laver, både politisk, socialt og rådgivningsmæssigt.

Netop World Outgames, der i slutningen af juli måned i år vil sætte København på den anden ende med både sportsbegivenheder, en stor menneskerettighedskonference og et massivt internationalt kulturopbud, er en enestående platform for at råbe samfund og politikere, venner og uvenner, skeptikere og ildsjæle op.
Og forhåbentlig vil begivenheden være med til at give det danske og københavnske foreningsliv et velanbragt spark fremad, så vi kan fortsætte og til stadighed forbedre det gode arbejde som hundredvis af mennesker allerede bruger deres frivillige kræfter på – i LBL, Pan-Idræt, HIV/AIDS-organisationerne og alle de mange andre steder hvor de få trækker læsset for de mange.

LBL har i 2008 gennemgået en stor organisations-ændring, og 2009 er året hvor jeg, sammen med repræsentanter for alle foreningens mange aktiviteter starter på en frisk og vil arbejde videre med vores mange projekter med fornyet styrke og gåpåmod.

2008 var også året hvor LBL fyldte 60 år. En udstilling i anledning af jubilæet gjorde det tydeligt, at vi er nået så langt at man næsten ikke kan forstå det – og på kun en lille menneskealder. Men udstillingen gjorde det også pinligt tydeligt hvad det er for store udfordringer vi står foran, i Danmark og i andre lande. Må 2009 blive året hvor vi lægger fundamentet for et styrket arbejde, et styrket samarbejde og, sammen, arbejder for at fjerne skel og forskelle – og erstatte dem med plads og mangfoldighed.

Godt nytår!”

HC Seidelin
Landsformand, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske

… du allerede inden 1. januar er forbi har mødt sætninger som

Det er lidt sjovere at fjolle i skridtet på en anden fyr, når man ved at han kan stave til “dekonstruktionsfestivitas”

og

[jeg] Er et skolastisk kinderæg… Flad humor, prætentiøs klogskab og en overraskelse i midten. Hele 3 ting på én gang!

2009 - jeg er klar!

Billy’s Tale from Falcon Studios

[...]

It’s “Cinderella” with a raunchy, all-boy sex slave twist!

Et pornofilmselskabs marketingafdeling må bare være et anderledes sted at arbejde.
(Dydigt link til imdb.com - hvis du vil se billeder af “raunchy all-boy sex slaves” må du google at your own peril.)

Mens vi venter på fars retur fra plejehjemmet hvor han - by public demand - har afholdt to (!) tjenester vil jeg påbegynde den årlige liste af julede ting du kan underholde dig med på de lange vinteraftener. Havde måske nok været på sin plads at poste før juleaftensdag, men ikke desto mindre…

Goldfrapp’s hyggelige elektro-juleknas (med udvidet tonalitet) er perfekt i selskab med Mike der skriver Rottin’ in Denmark.

Jeg har ledt efter The Muppets og John Denver’s “The Twelve Days of Christmas”, og fandt til overflod:

- Donkey’s The Twelve Days Of Christmas
- The Twelve STI’s Of Christmas
- og flere andre mere eller mindre fantasifulde fremførsler, hvoraf jeg kan nævne følgende highlights:
“Six Happy Meals”
“Three mp3’s”
“Five Point Palm Exploding Heart Techniques” (as featured in Kill Bill)
“And an X-box Three-Sixty”

Det her er en tilbagevendende klassiker…

Lissom den her… Styr rensdyret hen under bouncy-julemanden.

Nå, Ebeltoft og madlavning til en mindre hær med søskende og mor kalder. Klædelig jul alle sammen

Jeg kunne ikke sove i aftes. Af flere årsager, som jeg ikke vil besvære nogen med. Men måske var min i forvejen kriseramte søvnkonto medvirkende til at jeg mere end nogensinde før havde lyst til at fingere en ulykke for min nabo, da hendes vaskemaskine begyndte at centrifugere kl. halv syv i morges… Når Janne vasker sender det nemlig vibrationer ind i mit køkken, hvilket får potter, pander, grydelåg, krydderiglas og andet husgeråd til at ryste og slå mod hinanden i en lystig kakofoni. Rimelig effektivt vækkeur :-/

Forskellen på Jannes normale kulørtvask og denne morgens bratte opvækning var dog, at rystelserne forplantede sig i hele huset. Min seng rystede. Garderobeskabet. Alting. Jeg stod ud af sengen, konstaterede at det ikke var Jannes vasketøj, at der tilsyneladende ikke sad et rutefly fast mellem 2. og 3. sal - og gik så i seng igen.

Samme nonchalante holdning til et mindre jordskælv deles tilsyneladende ikke af medieverdenen eller af netavis-læserne. I skrivende stund handler fire ud af fem topnyheder på politiken.dk om jordskælv; den sidste handler naturligvis om Stein Bagger.

På vej på cyklen på arbejde (da jeg havde været vågen i lidt over 15 minutter og dermed helt naturligt kom til at tænke på sex) kom jeg til at tænke på en pornofilm jeg engang har set, som foregår under et jordskælv (hubba-hubba, innuendo og lumre kommentarer galore).

Og så var der ingen vej tilbage. Tag alle dagens nyheder og lav en søg-og-erstat… Jordskælv > Orgasme

Politiken 07.30:

Største orgasme i 23 år

Der er intet usædvanligt i en orgasme i Danmark. Men graden af den orgasme, der her til morgen rystede Danmark, er usædvanlig.

Det viser statistikker fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (Geus).

Den orgasme, der rystede København, Nordsjælland og Bornholm her til morgen, blev målt til 4,7 på Richter-skalaen. Og ifølge tallene fra Geus er en sådann orgasme kun registreret en enkelt gang tidligere, nemlig i 1985.

Sjældent, at de kan mærkes i Danmark
Der sker mellem to og ti orgasmer om året i Danmark, og hovedparten er så små, at de kun bliver registreret af følsomme måleinstrumenter.

Kun i sjældne tilfælde er orgasmerne kraftige nok til at blive følt af mennesker, oplyser Geus. [...]

Læs også:

- Danmarks 12 største orgasmer

- Orgasme gav telefonstorm hos alarmcentralen

- Læserne: Bygningen svajede fra side til side

- Politiet: Vi har ikke taget højde for orgasme

- “Hundene begyndte at hyle og gø” *

*jf. Suzanne Westenhoefer i øvrigt… Crappy quiet sex

Hmm. Vent lige mens jeg laver søg-og-erstat… Stein Bagger > Orgasme…

<meta> Nærværende blog nåede en levetid på under fem måneder før forfatteren må erkende at der - også retrospektivt - mangler et homo-tag. Tilgiv mig den - især for min nye position som landsformand for både bøsser, lesbiske, biseksuelle, transpersoner, queers og andre mere eller mindre eksotiske kønsdefineringer - store mangel på inklusion i udtrykket. </meta>

Edit: tagget “homo” nu indsat på 8 posts. Inklusiv 3 hvor “gay” i forvejen var angivet.

Nå, dagens tema er boybands og nye udgivelser…

Hvad der præcis adskiller Boyzone’s nys udsendte Greatest Hits-album “Back Again… No Matter What” fra “By Request“, deres greatest-album fra 1999 har jeg ikke undersøgt, men som det længe har været tradition/salgstrick i branchen er der naturligvis to-tre nye numre på kompilationen, hvilket muliggør airplay, salg, opmærksomhed, turné etc. Jeg tilstår at Boyzone aldrig har været mit favorit-ensemble inden for genren, men ikke desto mindre er de uomgængelige hvis man vil have smægtende boybandballader fra 90′erne.

Første single, “Love You Anyway”, lyder mest bare som “Picture Of You” 10 år senere (nu med … skal det lyde som en theremin?), eller som en fattigmands-udgave af Take That’s “Shine”, komplet med det tætteste man kommer dansende varité-piger i badehætter uden at begå copyright-brud:

(se evt klippet i høj kvalitet - jeg kan ikke finde ud af at linke direkte)

“Better”, gruppens anden single er et cover af singer/songwriter Tom Baxter fra januar 2008 (!). Boyzone har skabt et mindre medie-skvulp på baggrund af musikvideoen, hvor gruppens fem medlemmer optræder i hver sin sort/hvide “vi taler ikke sammen mere - hvad er der galt i vores forhold?”-opstilling - og hvor Stephen Gately, der sprang ud som bøsse i 1999, optræder sammen med en anden mand.

Nogle pedanter vil sikkert mene at der aldrig har eksisteret en ikke-svanset boyband-musikvideo (øhh, fx “Do What You Like” eller “Pray“), men jeg tror faktisk at åben signalering af homoseksualitet er et lille gennembrud. Og er det bare mig eller er Stephen Gately blevet en del pænere med årene?

Hvis jeg tager fejl, og Boyzone i virkeligheden er totalt band wagon på “se, også bøsser kan have kærlighedsproblemer”, så lad mig det lige vide. Jeg er faktisk ikke så stærk i musikvideoer…

Jeg snakkede i telefonen med min søster under fabrikationen af denne post, og kunne ikke rigtig formulere min holdning til at et superkendt ensemble udgiver en mindre kendt kunstners hit samme år som det er lavet. Måske er det fantasiløsheden og u-originaliteten der slår mig som det værste. Især efter at have set musikvideoen til Tom Baxter’s version:

Nå, nok om homoer (og Boyzone). Take That udkommer på mandag den 1. december med deres nye album “Circus” (hør singlen “Greatest Day” her). Take That har i mine øjne faktisk klaret transitionen til at være et “voksen-boyband” ret godt. Nu er det bare standard god popmusik, og der er fire fyre i videoen i stedet for én… Og så er Mark Owen altså rimelig nuttet, og holder tilsyneladende aldrig rigtig op med at ligne en pige (lidt lige som Flemming Poulsen).

Edit: Hører fra pålidelig (homo-)kilde at Britney’s nye album udkommer 2. december og hedder… wait for it … “Circus”. Nogen pladeselskaber har brug for at tale (mere) sammen.

Hmm. Måske er det i virkeligheden på sin plads at øse af min nicheviden…

Boybands og homoer - en quickguide med links

Boyzone
Boyzone udgav deres Greatest Hits “By Request” i 1999. Gruppen har siden ikke produceret nyt materiale før i 2008, hvor et nyt greatest-album, “Back Again… No Matter What” blev udgivet. Ronan Keating er ham den kendte fra gruppen.
Homo: Stephen Gately sprang ud i juni 1999.
Han udgav i 2000 et solo-album (”New Beginning”), og har siden bl.a. spillet i musicals i Londons West End (Chitty Chitty Bang Bang, Joseph And The Incredibly Long And Silly Title, Wizard of Oz m.fl).

Westlife

Westlife udgav deres Greatest Hits (”Unbreakable, Vol 1, 2002) efter tre plader (1999, 2000, 2001). Gruppen - uden Bryan McFadden - har siden udgivet 3 albums med (hovedsageligt) originalt materiale foruden tema-udgivelsen “Love” med hjerte-smerte-covers og ikke mindst det forfærdelige “vi når ikke Frank Sinatra til sokkeholderne, men vi kan stadig maltraktere hans sange iført ubundne butterflies”-album (”Allow Us To Be Frank”, julesalg 2004).
Homo: Mark Feehily sprang ud i august 2005.
Det er ham der klynker (mest) og har store fortænder.

*Nsync

*Nsync udgav deres Greatest Hits (2005) efter tre plader (1998, 2000, 2001 - Home For Christmas (1998) tæller ikke). Gruppen er ikke gendannet. Justin Timberlake er ham den kendte fra gruppen.
Homo: Lance Bass sprang ud i juli 2006
Lance har siden boyband-tiden lavet forskelligt underholdningsindustri-arbejde. Desuden er han certificeret både af det amerikanske og russiske rumprogram som kosmonaut (!), men har dog ikke været på aktiv mission.

Der er ingen bekræftede homoer i Backstreet Boys, Take That, New Kids On The Block eller Nik & Jay. For sidstnævntes vedkommende kan det skyldes at der endnu ikke er udgivet et Greatest-Blå-Kings-og-Rødvin-album hvilket, jf. ovenstående, synes at være om ikke nødvendigt så i hvert fald en god start

Torsdag aften. Første friaften siden i lørdags - og så kan det godt være at jeg har mega-travlt, men jeg har altså brug for en slapper…

Så jeg har nørdet med min nye telefon, der foreløbig driver mig til vanvid, men jeg skal nok få skovlen under den.

Og jeg har prøvesmagt det nye thai-sted, Noodles and Poodles, (”I Kina spiser de hunde”, anyone?) på hjørnet af Østrigsgade og Holmbladsgade (formerly Leanje Sol).

Jeg hjembragte et menukort på vej fra arbejde og vidste efter 3 sekunder, at jeg naturligvis MÅTTE prøve deres nummer 18: Gay Fat King.

Seriøst, nummer 18 hedder “Gai Phat Khing”. Jeg kommer aldrig til at bestille andet. Det sku da lige være en Nummer 17: “Phat Pet” - a pro pos pudler…