… tøjet hænger helt løst på mig.
(”Jeg har tabt mig”, Det Brune Punktum, “Helbredelsen…”, 2003)

Der er så mange sandheder i livet man kan henføre på Det Brune Punktum. I mit tilfælde er det dog ikke kærestesorg men forår der er årsagen.

Jeg havde den store glæde at bryde min arbejdsdag op med en cykeltur (til lægen i Amagercentret og tilbage på arbejde, men det er ved siden af pointen), og måtte allerede efter et par minutter indse at overtøjet var mere til besvær end til gavn. Mens jeg kørte forbi Børsen, hvor de sidste kulsorte snedynger sveder smeltevand ud over vejbanen i stride strømme, kom en trompetsolo frem over mine læber. Da jeg endelig nåede til omkvædet (som jeg nogle gange må vente på at komme frem til for at kunne huske hvilken sang jeg er i gang med - kender du det?) blev jeg helt gammeldags overstrømmet af glæde, for sangen passede perfekt til forårsdagen:

“Vinterfrakken over armen ned ad Strøget
Mens den sorte sne forsvinder langs en fortovskant
[…]
Det’ godt det du’r - Jens Olsens Verdensur.
Det tikker om de gode tider
- dem som der gik
og dem som vi får
- hvis og hvornår.”
(”Jens Olsens Verdensur”, Shu-bi-dua, “Shu-bi-dua 8″, 1982)

Åh, forår!
Åh, (snarligt kommende Påske-) ferie!
Åh, fjoget smil om munden…

Men hvad har det at gøre med at tabe sig spørger den opmærksomme læser, og det er et helt relevant spørgsmål.

Sagen er ganske enkelt den at jeg som konsekvens af, at der nu er udsigt til plusgrader døgnet rundt, har besluttet at smide vinterpelsen, det blå lag skiundertøj der har dækket mig fra anklerne til halskraven siden november. Jeg har ganske enkelt tabt mig omtrent 400 gram – i blå uld.
Ikke at man skal være ked af at have en blå periode (”midnatsblå, changerende over i en koboltblå” - mere Det Brune Punktum), men hver ting til sin tid.

Nu gælder det i nogle måneder atter at have ét lag tøj på, kunne passe mine stramme jeans, lave mad af ting der ikke er hentet frem fra under et halm-skjul, kunne lide børn og den slags overskuds-agtige ting.

… og som bonus-historie:

Det var først da jeg kom tilbage på arbejde at jeg fik lejlighed til at smide de lange underbukser. Dette foregik anstændigvis på handicaptoilettet med døren låst. Mens jeg stod dér med flere lag bukser nede om anklerne blev der taget i håndtaget og en stemme sagde “… der er nogen derude”. Jeg tog dette som et signal om at blive færdig i en fart, så jeg pakkede sammen, gik ud (der stod ikke nogen og ventede) og tog elevatoren op på første. Her var døren til mit storrumskontor låst (usædvanligt) og lokalet var helt tomt (meget usædvanligt). Det var først da jeg begyndte at rumstere med dør-mekanikken at jeg bed mærke i at den irriterende alarm i det fjerne kom indefra bygningen… og ganske rigtigt: Da jeg atter trådte udenfor i solskinnet på Frue Plads mødte jeg alle mine kolleger der holdt brandalarms-pause.

Nu er uld jo kendt for at være brandhæmmende, så jeg havde nok klaret frisag. Alligevel ville jeg måske en anden gang foretrække en mindre forlegen tilgang til andre folks toiletvaner. For eksempel at man ved brand og brandøvelser ikke nøjes med at konstatere at nogen er på toilettet, men fx ved høflig samtale gennem den lukkede dør gør toiletgængerne opmærksomme på at de med fordel kan færdiggøre deres ærinde og få røven (!) med sig.

Now… The problem with insulting gay athletes is that they’re athletes. A couple of them ran after him and held him down until police arrived. He’s now detained by the police, the sports events continued and the runner was already back the next day to participate.

You know, one of the first messages of the gay rights movement was ‘We’re Here, We’re Queer, Get Used to It’. After this week, I’m looking forward to seeing the banners saying ‘We’re Here, We’re Queer, and We Can Run Faster Than You.’

It’s been an amazing week, and I want to thank the OutGames, The Copenhagen Pride, GLISA and everyone else who came together to organize this truly astounding, diverse and magic week. I also want to thank all of the athletes, fans, friends and allies, not least The Copenhagen Municipality who came out to make this a historic event for all of us and for Copenhagen.

A special thanks goes to the Copenhagen Police. You have been absolutely amazing during the recent months and especially during this past week.

My name’s HC Seidelin, and I’m the president of the LBL – The Danish LGBT Organization. I’m here this afternoon to give out two awards from our organization to people advancing gay rights around the world and here in Denmark.

But before I do that, I just want to quickly say something about what the OutGames means for Denmark and for me personally.

In October 2009 Denmark celebrates its 20th anniversary as the first country in the world to let same-sex couples enter a civil union. Last weekend we paid honor to Axel Axgil, the founder of our organization and the first man ever to get married to another man. Axel’s presence here really demonstrated to me that we’re all a part of something larger.

And that LGBT people and activists have been way before I was just a skinny boy in Jutland—realizing I fancied other skinny boys in Jutland. But it also made me realize that there are a lot more Axel Axgils out there, waiting for the world to tell them that the future has room for them too.

Events like the OutGames are a way for us to deliver that message. The OutGames is special because it’s an event where lesbians, gays, bisexuals and transgender people can come together and represent not how we love, but what we love. The OutGames lets the world know that we really are everywhere. We’re in your families, we’re at your workplace, we’re on your sports field and yes, we’re in your locker rooms.

People are always talking about ‘the gay community’. But sometimes ‘the gay community’ is hard to see. You know, for a group defined by the term ‘homo’, we’re a pretty diverse bunch.

Some of us are from small towns, others from big cities. Some of us work in fashion or theater, others are plumbers and electricians. Some of us get up early every morning to go swimming, others think the backstroke is something you get at a massage parlor.

What I’m trying to say is, we’re here to celebrate not what makes us different, but what makes us the same.

It’s important for us to acknowledge that the gay community also includes a lot of people who couldn’t join us this week. And I’m not just talking about the members of our community who live in places where it’s illegal or unsafe to be out and open. No matter where you go, whether it’s Moldova or Massachusetts, you’ll find people struggling to be themselves, people who need to hear that the rest of the world supports them.

The OutGames sets an example to LGBT people around the world. It also sends a message to all the straight people: We are everywhere. We are united. And we can run faster than you.

—

Every year, the LBL – The Danish LGBT Organization gives an award to people who have advanced LGBT rights in Denmark and around the world. Over the years the awards have been presented to a wide range of politicians and activists, doctors as well as bakers, straight and gay alike. Our first award today is The LGBT Person of the Year.

This year the award goes to two people who were instrumental in getting the OutGames to Copenhagen. Any event that goes as smoothly as this one did has the feeling of being inevitable, like it had to be here. Trust me, this is far from the case, and a lot of hard work went into bringing this event to Copenhagen.
We at LBL feel incredibly privileged to participate in this event, and our award for LGBT Persons of the year go to the OutGames Campaign Manager and Sports Manager Ole Udsholt and Tommy Kristoffersen.

Our second award is the ‘Salmon’ award. Every year we give this award to someone who we think is swimming against the stream, and working hard for LGBT rights where it will really make a difference.
All the advances in LGBT rights we’ve seen in the last few years are the product of an incredible amount of work by lawyers, lawmakers and activists. Every same-sex marriage is signed on the shoulders of hundreds of hours of research and lobbying, not to mention thousands of pages of paperwork. Every single right and recognition that our community has earned we’ve worked incredibly hard for. And that work continues. This year we wanted to honor somebody who is intimately involved in that work, and this year’s Salmon Award goes to Sophie in t’Veld.

Mrs. In t’Veld is a member of the European Parliament, and the vice president of the Intergroup on LGBT rights. She has introduced a number of LGBT initiatives and has been instrumental in bringing up the issue time and again before the European Commission. She has also attended Pride celebrations just like this one in some of the most difficult parts of the world. For this work and more, she receives this year’s Salmon Award.

—
Last week I had the privilege of attending a speech where the great Israeli politician and activist Ayel Dayan addressed the question “Where do we go from here?”
And her answer was as simple as it is true: “Remember that the road ahead of you is always longer than the one behind you.” There’s so much more work to be done. The Human Rights Conference highlighted problems right now in Burundi, Uganda, The United States and Europe’s own Lithuania. We all face challenges; in this country, in your countries and all over the world. But this week has shown us how strong we are as a community and how much we can achieve when we come together in a love of freedom and freedom to love.

I thank you all for coming. Have a great night.

Der er en tryghed i at vide at jeg kan finde det jeg mangler, lige meget hvad det er. Men det rigtigt fede ved biblioteket er at vide at lige meget hvad det er jeg ved, så er der hyldevis, etagevis af ting som jeg ikke ved endnu.

Jeg elsker at kunne fortabe mig i alle mulige og umulige emner.
Jeg elsker at biblioteket altid gør mig klogere på det jeg kom efter – og på alt det jeg ikke kom efter.
– Jeg elsker at biblioteket har indført e-mail-advarsler så jeg ikke får så mange bøder.
Og jeg elsker at biblioteket favner meget meget bredere end konkret, boglig envejs-viden.

Jeg hedder HC Seidelin og jeg er formand for Landsforeningen for bøsser og lesbiske. Jeg er rigtig stolt af at kunne åbne dette kulturprogram og denne udstilling som er en del af et samarbejde mellem Københavns Kommunes biblioteker og Landsforeningen.

Biblioteket kontaktede os for nogle måneder siden med en ambition om at give et bidrag til den i forvejen store kulturbegivenhed som World Outgames er. Og jeg må sige at jeg er overrasket over det store arbejde som alle parter har lagt i projektet – og den bredde som aktiviteterne har fået. I løbet af en uge vil der være udlån – i papirform såvel som fra et levende bibliotek – musik, guidet filmfremvisning – og ikke mindst den udstilling som jeg har fået lov at åbne i dag.

Jeg vil gerne takke biblioteket, særligt Christina og Allan, for det samarbejde vi har indledt og jeg vil særligt gerne takke Michael Kjeldsen fra LBL for det store arbejde han har lagt i sagen.

Kunstarterne – om det er musik, billedkunst, film, installationer eller litteratur – har en evne til at skabe et rum. Et rum hvor vi kan se nogle sammenhænge som ellers er skjulte for os. Hvor vi kan sige noget med andre ord end dem vi bruger til daglig. Virkemidlerne kan pludselig være vildt overdrevne uden at miste troværdigheden eller helt subtile uden at vi misser dem. Komiske uden at være platte eller alvorlige uden at være nedslående.

Nogle går ind i rummet for at mærke og interagere. Andre nøjes måske med at kigge ind gennem vinduet for at se hvad der foregår.

I må undskylde de mange hus-metaforer; jeg er i gang med at renovere køkken…

Men først og fremmest skal rummet være tilgængeligt for folk. Derfor er det så fantastisk at udstillingen og alle de andre aktiviteter finder sted her på Hovedbiblioteket, midt i hjertet af København, midt i mylderet af mennesker som ellers måske ikke ville have set det. Fået oplevelsen. Fået tankerne sat i sving.

Jeg håber at rigtig mange – københavnere og turister, gamle og unge, mænd og kvinder – eller hvordan vi vælger at definere os – vil bruge muligheden for at komme forbi, kigge ind i rummet og få sat ord og billeder på “køn” og “kønsidentitet”. Gennem musik, billedkunst, film – og bøger.
Og jeg har lovet at sige fra de menneskelige bøger, dem som man kan låne i vores fordoms-bibliotek, at de gerne vil være fri for æselører og noter i margenen.

Nyd udstillingen. Nyd København under Outgames. Og nyd biblioteket. Jeg elsker biblioteket - det er en kærlighed som alle kan opleve – uanset køn eller kønsidentitet.

Tak for lort, Søster Lystig. Jeg er nu stemplet som både dum og med dårlig musiksmag.
Du skylder mig 410 kr - og min anstændighed tilbage!

Klar!, originally uploaded by HC Seidelin.

Det er blevet en tradition for mig at bage pølsehorn til de brave folk der bruger en ekstra nat i Roskilde for at finde plads til Komfortlejren.

I år var jeg ekstra opgraderet med på forhånd anskaffet armbånd så jeg, sammen med de andre der havde stået i fredagskø i Tivoli, kunne gå direkte ind i venteområdet og være totalt klar.

Men ak! Produktionen af pølsehorn tog tid og således kom jeg først fra København hen under lørdag aften. Hvad der skulle have været et triumftog for “Komfortlejr 2009″ blev således med et slag forvandlet til en rullende tragedie da HC, siddende i toget sammen med hundredevis af andre Roskildefarere modtog følgende opkald fra Tine:

Kan du høre hvad det her er?

[den umiskendelige lyd af tusindvis af mennesker der finder ud af at hegnet er væltet og stormer frem mod camping-området]

Der vil sandsynligvis følge et bittert blog-indlæg om Roskildes mangel på evne til at håndtere åbningen af Camping-området. Her skal det blot nævnes at pølsehornene var overdrevet gode, at H53 er et superfedt Camping-område (!) og at jeg i det mindste fik anledning til at ringe op til Thomas og fortælle ham nyheden - lidt for højt - så jeg kunne nyde at være ham der bragte dårlig stemning til hele tog-kupeen. Schadenfreude er nu ikke det værste man har…

Som formand for en organisation som Landsforeningen for bøsser og lesbiske skal man være varsom med at favorisere nogen på bekostning af andre. Det er for eksempel med nogen angst at jeg synger “Vi elsker vort land, men ved midsommer mest” for det er stensikkert at jeg har Mortensaften og Fastelavn hængende i røret i morgen.
- Forskelsbehandling på grund af højtid. Det er en kamp som mangler at blive kæmpet…

Men alligevel må jeg hvert år give mig… Vi mødes når året er allerlysest. Og vi tænder bål for at lyset skal vare så længe som overhovedet muligt. Og når gløderne dør og vi til sidst lukker sommernatten ind, så er det med kinder der blusser af eftervarme.
Vi lader kollektivt op. Sommeren er lige om hjørnet og vi får tid til at være sammen med dem der betyder mest for os.

For et par uger siden var jeg med til at præsentere en ny undersøgelse som har kortlagt levevilkårene i Danmark for LGBT-personer, altså lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner. Undersøgelsen fortæller en masse positive ting, men den fortæller også nogle ting som maner til eftertanke på en aften hvor vi fejrer fællesskabet. Alt for mange LGBT-personer har færre sociale relationer; de har et dårligt netværk, og føler sig ensomme. Særligt blandt unge mennesker er nervøsitet og uro et problem. Et problem som giver lavere selvværd, en følelse af at være anderledes - og et problem som desværre blandt andet manifesterer sig i flere selvmordstanker og selvmordsforsøg.

Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde
Dem vil vi fra livet med glædesblus holde

Jeg får tit spørgsmålet, hvad LBL overhovedet vil kæmpe for når vi lige om lidt (?!) har fuld ligestilling og får fuld ligebehandling. Jeg har selvfølgelig øvet mig hjemmefra på en håndfuld emner, så jeg kan dreje samtalen over på alle de områder hvor vi stadig kæmper kampen. Men Levevilkårsundersøgelsen har også givet stof til eftertanke… LBL’s mål er ikke kun Christiansborg-politiske - langt fra. Den dag vi har fuld ligebehandling er ikke den dag hvor kampen er slut, det er blot dagen hvor kampen for lige behandling kan kæmpes på lige vilkår.

- Hvordan kan LBL hjælpe til at give unge mennesker nogle ord at sætte på kønsidentitet, så de kan se sig selv og hinanden med mere åbne øjne?
- Hvordan kan LBL hjælpe til at samfundet i højere grad accepterer flere familieformer?
- Hvordan kan LBL være med til at bekæmpe de fordomme der desværre nogle gange kommer til udtryk i vold eller trusler?
- Hvordan kan LBL være med til at hjælpe personer hvis identitet har fået blå mærker af ikke at blive accepteret af arbejdskolleger, af familie eller af et system som ikke giver plads til andre måder at opfatte sig selv på.

Det er blandt andet angst, ensomhed og fremmedhed som er de indre dæmoner vi maner væk når vi tænder bål sammen. Det er de hekse og trolde, som vi holder fra livet med Glædesblus ifølge Drachmann. Og det er dette “vi” som er vigtigt. Ikke alene, men sammen kan vi holde dæmonerne på afstand. Det er når vi ikke er alene at det indre Sankt Hans-bål brænder.

…….

Det rigtig dejlige ved at holde tale til LBL’s Sankt Hans-fest er, at det ikke bare er en båltale men også en SKÅLtale. Grunden til at LBL fejrer Sankt Hans er fordi den 23. juni er LBLs fødselsdag.

“Forbundet af 1948″ hed det dengang, og med lidt hovedregning bliver det til 61 år i dag.

Min far (uden relation i øvrigt) fyldte 60 forleden - jeg overvejede om jeg kunne slippe afsted med bare at holde den samme tale to gange - og noget der gik igen i talerne til ham var at man bruger et jubilæumsår på at gøre status, tænke sig om, lægge langsigtede planer osv.
For mig lød det som om de opfordrede til at man generelt begynder at sætte tempoet lidt ned efter de tres… Men jeg kan fortælle ham - med erfaring fra LBL - at man som 61-årig er i fuld sving.

- De af jer som er medlemmer af LBL kan se frem til at Panbladet igen vil finde vej til postkassen som trykt medlemsmagasin.
- LBL besluttede sidste år - endelig - at inkludere transpersoner i sit arbejde - og både det sociale og det politiske arbejde på det område er kommet godt fra start.
- Efter sommerferien tager vi hul på at formulere et nyt politisk program for hele foreningen.
- Og forhåbentlig kan vi i løbet af 2009 også komme frem til et navn for foreningen som reflekterer at vi er en landsforening for bøsser, lesbiske, transpersoner, biseksuelle - og alle andre som føler diskrimination på grund af deres seksualitet eller kønsidentitet.

Disse mange ting sker mens rådgivningsarbejdet og aktiviteterne i LBL’s sociale grupper kører for fuld damp.

… og ikke mindst er vi alle sammen i gang med at geare op til en umådeligt aktiv sommer.World Outgames er forhåbentlig på alles læber – og når de om godt en måned sætter København på den anden ende med sport, kultur og menneskerettigheder, så er LBL en aktiv del af dét, som Uffe Elbæk plejer at kalde “En fest på en alvorlig baggrund”. Og det bliver ubeskriveligt spændende at deltage i det kulturmøde og den folkefest som det bliver når verden mødes i København. Jeg håber at alle vil tage aktivt del i det store arrangement, som i meget høj grad er baseret på frivillige kræfter.

Hvis du ikke kan deltage som frivillig så brug byen i Outgames-ugen. Vær en aktiv del af den store Pride-parade som afslutter hele ugen og vær med til at vise at der er en kamp at kæmpe, og at vi i Danmark er så mange som aldrig før der vil kæmpe kampen for dem der har brug for det - både i Danmark og i udlandet.

Jeg glæder mig til vi ses ude i sommeren. Tak skal I have.

SF, Socialistisk Folkeparti, oprettede på sit seneste landsmøde en såkaldt Landsledelse…

Konspirationsteoretikere, sæt igang!

»Jeg vil sige specielt de aktive i Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. Dem, synes jeg, er meget militante,« (citeret fra den nu hedengangne (ha!) Nyhedsavisen).

I en leder for nylig i Kristeligt Dagblad så redaktionen sig på lederplads kaldet til at give sin uforbeholdne mening om kirkelig vielse af bøsser og lesbiske til kende. Den er ikke positiv. For selv om folkekirken er

en af verdens allermest tolerante kirker over for seksuelle minoriteter

, så er problemet ifølge lederskribenten

at de homoseksuelle kræver noget, som end ikke biologien eller historien kan give dem. De forskelle, som ønskes udvisket mellem ægteskab og registreret partnerskab, kan og vil ikke forsvinde. Ægteskab, familieliv, børneopdragelse og selv adoption vil – med eller uden kirkens velsignelse – fortsat være præget af, at kønnene er fundamentalt forskellige.

Da dette krav er et udtryk for et “rethaverisk mindretalshysteri” konkluderes det, at

folkekirken tjener altså de fleste bedst ved fortsat at mene, at ægteskabet før som nu er for én mand og én kvinde.

Anledningen til lederen er velsagtens en art kulmination på, at Statsministeren i et samråd sparkede selvsamme problemstilling til hjørne ved at sige, at han ikke vil lovgive på området før folkekirken beder ham om det. Da folkekirken - i mangel af et kirkeråd med reel beslutningskompetence - kun kan bede om den slags ved at biskopperne laver en udtalelse, og da Københavns stift står for at skulle vælge ny biskop, var det vel uuindgåeligt at bispekandidaterne ville blive stillet spørgsmål om deres syn på emnet (se deres svar her) og at Himmeltidende og andre toneangivende medier ville hoppe på vognen også.

Man kan mene hvad man vil om Statsministerens lidt omvendte holdning til lovgivningen; på hvor mange andre områder venter regeringen på at fx alle landets borgmestre eller alle bankdirektører laver en udtalelse før man gennemfører eller fjerner anlægslofter i kommunerne og udformer eller dropper bankpakker? Nej vel?
Kunne partnerskabsloven være blevet gennemført så snart LBL fremsendte Dansk Giftefoged-laugs accept af borgerlige vielser af samkønnede par? Ville Sammenslutningen Af Lesbiske Der Vil Insemineres Af Læger På Statens Regning kunne have vundet slaget om retten til insemination  ved at indhente en anbefaling fra Lægeforeningen? Vi lader billedet stå et øjeblik…

Man kan også mene hvad man vil om Kristeligt Dagblads diskussion af vielses-problematikken. Ligesom det er svært at diskutere Israel-Palæstina-konflikten fordi man aldrig kan medtage hele konfliktens omfang, historie og kompleksitet i en enkelt sætning, så skal man tilsyneladende være stået tidligt op (evt. tidsnok til at have deltaget i kirkemødet i Nikæa i 325) for at kunne følge med når der argumenteres på lederpladsen i KD.

Jeg hæfter mig for eksempel ved, hvor argumentationen om at “at de homoseksuelle kræver noget, som end ikke biologien eller historien kan give dem” kommer fra. Når par af samme køn ønsker at kunne blive gift i en kirke på lige fod med par af forskelligt køn, så er det ganske korrekt, at det kan hverken biologien eller historien give dem. Det er kirken der skal give dem det. Og hvorfor den ikke kan det melder argumentationen ikke noget om.

“De forskelle, som ønskes udvisket mellem ægteskab og registreret partnerskab, kan og vil ikke forsvinde”. Er det bare mig, eller er fx den norske lov om kønsneutralt ægteskab ikke netop et vidnesbyrd om, at de omtalte forskelle rent faktisk udviskes ved et lovindgreb?

“Ægteskab, familieliv, børneopdragelse og selv adoption vil – med eller uden kirkens velsignelse – fortsat være præget af, at kønnene er fundamentalt forskellige”. Det ku ellers være sjovt hvis kønnene i stedet blev fundamentalt ens ved at kirken velsignede dem. Homos, homos everywhere

Nej, nu ordkløver jeg bare. Undskyld.
Min pointe er at KD’s argumenter er selvopfundne og selvopfyldende. Særligt finurligt er afslutningssvadaen med at folkekirken “tjener de fleste bedst” ved at udelukke homoseksulle fra at kunne blive gift i kirken. Tjener dem hvordan?, tænker jeg - og med hvilket formål?

Suk. Jeg er ikke teolog. Jeg kan ikke bibel-bashe godt nok til at vinde diskussionen. Så lad mig i stedet vende tilbage til mit udgangspunkt, den ranke ryg og det mærkelige mellemnavn. For det, som gør mig “Pia Kjærsgaard kaldte mig militant”-glad er, at KD’s leder nævner “den magtfulde lobby for homoseksuelles ligestilling i Danmark”. Der menes naturligvis ikke kun Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, men velsagtens også hele oppositionen og andre fjolser derude for hvem ligebehandling betragtes som noget så tossegodt som en basal menneskeret. Men jeg tillader mig dog at formode at LBL var i tankerne hos lederskribenten… og er der så noget at sige til at jeg går med rank ryg?

Jeg er jo landsformand for LBL - en tilsyneladende “meget militant” og “magtfuld lobby”!

Hvad kan jeg sige andet end: Det kan I bande på!* Pas bare på derude, eller vi starter en bandekrig på Nørrebro (tjek), forårsager en depressionslignende økonomisk krise over hele den vestlige verden (tjek) og nedkalder en sværm af græshopper over Indre Mission - bare for at vise at vi også er gammeltestamentelige blasfemister.

Jeg må ha nye visitkort…

PS: Bliv militant og magtfuld her

*eller lade være, alt efter religiøs overbevisning. I’m not judging.

*fnis*

Da han i 2007 ville medbringe teltstænger i håndbagagen for ikke at skulle betale overvægt fik han besked på at de var et slagvåben og måtte tjekkes ind. Han fik dog lov at beholde sine mellemsvære bjergstøvler, sin højre arm og andre slagvåben. Fik også lov at betale overvægtsafgift.

På tilfældig storbyferie hvor han medbragte sin hverdags-skuldertaske måtte han vinke farvel til sin neglesaks (som han havde overset da han tjekkede tasken for mordvåben). Han fik efter nogen debat dog lov at beholde sin stemmegaffel, selvom den jo ville kunne jage begge øjne ud på kaptajnen på én gang. Især på en kaptajn med umådeligt tætsiddende øjne. Han følte sig heldig over ikke at have forklaret folkene hvordan en stemmegaffel virker. Sætninger a la “den frembringer en konstant tone hvis man sætter den i svingninger” ville sandsynligvis mønstre et dusin væbnede sikkerhedsfolk på under 30 sekunder.

HC er gået foran resten af den syv mand store gruppe der sammen skal på skiferie, og står således alene i kø til security. Han plejer demonstrativt at spilde alles tid ved at tømme sine lommers indhold ud i en bakke, men har faktisk i dag taget bukselommernes indhold op i en jakkelomme. Han har husket at pakke sine væskebeholdere (som alle er på under 100 ml) i en forseglbar plasticpose med et rummål på maksimalt en liter. Han har taget sit bælte af. Han er totalt konform, behagesyg og hygger sig faktisk med at spille med på deres latterlige spil.

Tasken kører igennem apparatet. Securitymanden udbryder brysk: “Er der en computer i tasken? … Den skal jo (!) tages ud. Posen med væsker skal også lægges i en bakke for sig”. Oh well, godt ord igen. Skulle have kigget på instruktionsvideoen mens han ventede… Computer op i bakke for sig. Pose med væsker i en bakke for sig. Tasken køres atter igennem apparatet.

“Er det Deres taske?”

Hvad nu? Skal man have sin taske dissikeret som straf for ikke at have husket det med computeren? Securitymanden går målrettet efter det lille rum ind mod ryggen - and horror strikes! Flot, HC! Glidecreme er også en væske.

Og det er jo ikke bare de gratis, små kommunale portionspakker eller apotekets anonymt udseende. Nænej, det hedder noget i retning af “ANALyze me”. Og tuben er i øvrigt ikke blevet sprittet af, så den er lidt fedtet. Securitymanden ser mellemsvært misbilligende ud, men lader efter nogen tid HC pakke sine ting sammen og gå - storrødmende.

På turen hjem har han pakket anderledes klogt. Dels, naturligvis, belært af udturens hændelser og dels grundet det faktum at pakningen er foregået mindre over hals og hoved. Alle (!) væsker er lagt i indtjekningsbagagen og generelt er håndbagagen holdt på et absolut minimum.

Monkey class-indtjekningen i Grenoble-Isère foregår væsentligt mindre automatisk end i CPH: En ung fyr med overbid og en alt for stor jakke slæber bagagen fra indtjek-skrankerne og over på et bånd længere tilbage i lokalet.

Al bagage for hele gruppen tjekkes ind på én gang, men pludselig standser al aktivitet bag de fire skranker.

“HC, din bagage er taget ud til tjek!”

Han krydser tre køer med nysgerrige blikke for at komme ind til en dame ved det bagagetjeknings-apparat, som det viser sig at overbidet lægger folks bagage ind i. I 250 personers påsyn skiller han sin bagage ad. Damen synes at vide hvad hun leder efter og fremdrager med nogen triumf i blikket … en dåse hårlak.

Come on! Kan man for fanden ikke få lov at have sin fesne livsstil i fred?! Ganske vist er hårlakken i industristørrelse, men den er dog en trykluftsbeholder præcis som alle de andre hundredetusindvis af trykluftsbeholdere der kører gennem den maskine hver dag.

Nå, i det mindste er de fleste hårprodukter deklareret på fransk, så damen stiller sig tilfreds, lægger den tilbage, og hjælper endda med at få tasken lukket igen.

…

Hans irritation over lufthavne og den analfikserethed hvormed udlandsflyvninger rituelt indledes er ikke blevet mindre. Men nu er det krig! Håndbagagen pakkes fremover med regnbueflag, dildoer og Crisco. Bring it on, bitches! I’ll give you analfikseret!