Kan nogen af jer huske World Outgames?
Vi har sammen og hver især forhåbentlig mange gode minder fra sommeren 2009. Om det var at stå i silende regn (som man et naivt øjeblik troede var glimmer der faldt ned) og føle samhørighed med kammerater fra hele verden, eller om det var en kort, hed affære med en bowlingspiller fra Dubrovnik…
Jeg må krybe til det usympatiske og selvtilstrækkelige kors og sige, at én af de ting der virkelig har ætset sig i min hukommelse er følelsen af at være sådan lidt homo-normativ. På den totalt politisk ukorrekte måde. Der var jo flest af OS lige pludselig!
Se, et regnbueflag over Københavns Rådhus, over Københavns Universitet, over Københavns Domkirke.
Se, der er en pige og en fyr der kysser hinanden. Ad…
Der er sket meget siden vi sidst fejrede midsommer sammen. Det, som vi alle sammen har lært at kende og elske som “Landsforeningen for bøsser og lesbiske” har skiftet navn, og signalerer nu endelig foreningens bredde, seksuel orientering og kønsidentitet, i sit nye navn, LGBT Danmark.
Et nyt logo, som har premiere i aften - tag pænt imod det - symboliserer en enhed, en samhørighed trods det, at vi er en sammensat og forskelligartet størrelse. Der er mere der forener os end skiller os ad. Det gælder i Landsforeningen såvel som i hele miljøet.
World Outgames gav os alle sammen en oplevelse af, at LGBT-miljøet kan samles om noget helt specielt. Og opnå noget - helt specielt. Outgames’ frontmand Uffe Elbæk gentog for mig dusinvis af gange, at sommeren 2009 blot skulle være begyndelsen på noget større. Og et af Uffes forhåbentlig blivende aftryk på LGBT-miljøet i København er det LGBT community house som foreningerne i miljøet lige nu arbejder på at skaffe. Momentumet og den politiske bevågenhed er der ikke for evigt. Vi skal handle nu, hvis vi skal have et LGBT-hus.
Men skal vi det?
I forbindelse med Outgames sidste sommer mødtes jeg nogle gange med Axel Axgil, grundlæggeren af det som dengang fik navnet “Forbundet af 1948″. Der gik lidt tid - jeg er ikke så hurtig til tal - før jeg kom til at tænke på, at hvis man trækker Landsforeningens alder fra Axels alder, så var han sådan cirka lige så gammel som jeg er nu, da han var med til at starte en meget kontroversiel forening, og kæmpede de første mange hårde sværdslag i et samfund hvor homoseksualitet ansås for at være både sygeligt og strafbart.
Og det giver naturligvis stof til eftertanke når jeg - og vi alle sammen - står hér i 2010, på skuldrene af over 60 års kampe mod overgreb. For accept. For ligebehandling… Vi har været rigtig gode til at kæmpe kampene og vi er nået rigtig langt. Så langt faktisk, at der er mange blandt os der ikke længere kan se et formål med at kæmpe. For hvad er der tilbage at vinde? Et kirkebryllup her. En stedbarnsadoptions der… Når jeg står her og forsøger at bære arven videre fra Axel og hans generation, så er det jo med et klart billede af, at bøsser og lesbiske efterhånden er så mainstream at vi nærmest er kedelige. Hvad er fremtiden så for os? Kan vi overhovedet tale om at “miljøet”, dette så forhadte ord ”miljøet”, har nogen berettigelse?
Svaret er, at det har det! Det, som narrer os er, at kampen ikke længere ligner den som vi har fået for vane at kigge efter.
Jo, der er stadig lovgivning i Danmark som ikke behandler LGBT-personer lige. Og på mange måder ligner den kamp, som transpersoner kæmper i dag den kamp, som bøsser og lesbiske kæmpede for flere årtier siden. Der sker stadig hadforbrydelselser. Der sker stadig marginalisering.
Men vores arbejde er ikke længere altid at tage offerrollen, skille os ud for at slippe for mistænksomme eller hadske blikke og danne fællesskaber i trods. For langt de fleste af os er et sådant negativt defineret fællesskab heldigvis unødvendigt, ja helt utænkeligt.
Jeg er personligt ikke sikker på at miljøets - og LGBT Danmarks - rolle skal blive ved med at være så forholdsvis indadrettet og medlemsfokuseret. Vi er, langt de fleste af os, en ressourcestærk del af samfundet, og det er i langt højere grad ad den vej vi har en mulighed for at vise vores styrker, vores individuelle interesser, vores diversitet - at vi er enestående. Og dybt, dybt trivielle.
Vi skal bidrage aktivt, gennem inklusion og synlighed, til MERE inklusion og synlighed. Ikke for os der ikke har brug for det. Men for dem der har brug for det. Det gælder både i Uganda og hos Underboen. Det gælder både juleaften og i justitsministeriet.
Og det er dét vi kan bruge et LGBT-hus til. Ikke kun til kaffeklub for en lille udvalgt skare, men som et samlingspunkt for kultur, mangfoldighed, dialog og aktivisme. Et udstillingsvindue for en positiv historie og en mulighed for at bringe LGBT-miljøet ud af usynligheden og ud i byen. Men det sker ikke af sig selv - og det sker ikke ved at jeg står her og snakker. LGBT-miljøet har et kolossalt efterslæb når det handler om at aktivere frivillige og skabe projekter der kommer os alle til gode. Vi kan ikke lave de mange ting vi gerne vil med de få frivillige kræfter vi har. Vi er på den ene side nødt til at blive mere professionelle. Og på den anden side er du - og du og du - NØDT til at hjælpe til. Støt det. Vær synlig. Gå med. Deltag. Meld dig ind. Kritisér. Engagér. Gør noget!
Det behøver ikke at være Outgames altid. Og det er nok meget sundt ikke at være alt for meget i flertal hele tiden - det kunne jo blive en vane. Men vi har et enormt potentiale. Hjælp mig - hjælp miljøet - med at skabe en ny platform for frivilligt arbejde i LGBT-miljøet.
Jeg vil gerne sige et stort og glødende tak til Copenhagen Pride for at ville holde fast i den gode tradtition med at holde Sankt Hans sammen med LGBT Danmark. Tak til Peder Holk Svendsen og Jan Mikkelsen for at have stået for hele organiseringen og planlægningen. Tak til alle de frivillige, tak til sponsorer og samarbejdspartnere - og tak til alle jer som fejrer midsommer på Amager Strand - og er med til at gøre LGBT Danmarks, den gamle Landsforenings, fødselsdag til en fest hvert år.
Hav en dejlig aften. Jeg glæder mig til vi ses ude i sommeren. Tak skal I have.
